Nye indlæg

Mine erfaringer

Af Karl Kristensen

Primula rosea

Primula rosea (Foto: Karl Kristensen)


Primulaer fra sektionen Petiolares er ikke de nemmeste at  dyrke, men umulige er de ikke, blot man følger nogle få dyrkningsregler..
De fleste primula fra denne sektion gror i Himalaya, eller i områder deromkring. De gror hovedsagligt i skove og på kølige steder i nærheden af vand. Disse tre vækstbetingelser er efter min mening meget vigtige at give dem. Dette kan man gøre ved at anlægge et bed på nord- eller vestsiden af sit hus. Bedet bygges op af sten evt. gamle trærødder, og jorden skal være af spagnum, hvor der blandes godt med gamle bøge- eller egeblade samt ædelgrannåle i. Nåle fra rødgran stikker fingrene og de klasker også mere sammen. I bedet kan man plante et par træer, som kan give skygge, men dette er ikke så vigtigt. Petiolares primula kan udmærket gro i sol, blot det er på enplacering der er konstant fugtig og kølig. P. rosea (foto: Karl Kristensen).

PRIMULA PETIOLARIS.

Selve arten Primula petiolaris, der har givet navn til sektionen, er en plante, der når den har fået sig etableret, kan få op til 30 lyserøde blomster. Disse blomster kommer som hos de andre arter i sektionen tidligt forår. Der findes nogle få typer, varieteter og former af denne art bl.a. Sherriffs Form, der får blomster med en dyb violet farve.

PRIMULA BRACTEOSA.

Primula bracteosa

Primula bracteosa, (Foto: Karl Kristensen)

Hvis der er en favorit iblandt mine Petiolares primula, må det absolut være P. bracteosa. Den er meget blomsterrig. Jeg har plantet den ved et lille bassin, i skyggen af nogle fyrretræer. Men da disse fyrretræer blev så store, at de tog alt lys og regn fra de andre planter, der var i nærheden, blev jeg nødt til at fælde dem. Jeg var spændt på, at se, hvad Primula bracteosa ville sige til pludselig at komme til at stå i næsten fuld sol. De planter, der ikke stod i direkte fugt fra det lille bassin, gik ud. Resten  klarede sig udmærket og blomstrede faktisk før end de plejede – allerede i november. Det skal dog siges, at det er et område i haven, der ikke bliver særlig varmt om sommeren.

PRIMULA x ”REDPOLL”

Der findes nogle få krydsninger af Petiolares. P. x ”Redpoll” er en krydsning opstået i naturen imellem P. petiolaris og P. boothii og den blev først introduceret som P. petiolaris. Den er steril og dette ser man hos flere af de Petiolares primula, der står rundt om i haverne. Dette kan skyldes at det er krydsninger, også selv om man har købt dem som arter.

PRIMULA MOUPINENSIS.

Primula moupinensis

Primula moupinensis (Foto: Rudolf Frandsen)

En ret ny introduceret Petiolares primula er P. moupinensis. Den blev indsamlet i 1987 af skotten Ron McBeath og igen i 1991 af Needham. I 1992 blev den plantet i større mængde i Cluny House Garden, en have i Perth, Skotland, som blev anlagt af Betty & Bobby Masterton. I dag drives den af deres datter og svigersøn, Wendy & John Mattingley. Haven beskrives i deres folder som en Himalayan woodland garden. Den ligger på en 2,4 ha. stor skrånende grund. Jeg besøgte haven i 1998 og var meget imponeret over de mange planter og især primula, hvoraf mange var sjældne. Jeg har aldrig siden set en have hvor der var så mange Petiolares primula. John viste mig et lille vandløb, som snoede sig ned gennem skoven, langs bredden havde han plantet P. sonchifolia. Man kunne virkelig se den stortrives her, deres blade målte helt op til ca. 35 cm. Da jeg spurgte hvilken jord der var her, sagde han det var veldrænet bladmuld og for at vise hvad han mente, tog han en gren på ca. 50 cm. som han uden besvær stak i jorden. Inden jeg kørte fra haven købte jeg nogle få Petiolares primula, der iblandt P. moupinensis. Jeg synes ikke den er så blomstervillig som de andre Petiolares primula, men jeg synes det er en sjov primula, da den sætter udløbere på samme måde som f.eks. jordbær. Ron McBeath der indsamlede denne Primula, har planteskolen Lamberton Nursery, og i hans sortiment er der mange sjældne primula og han sender  gerne planter til Danmark.

PRIMULA NANA.

Primula nana

Primula nana (Foto: Rudolf Frandsen)

Man kender nok bedst denne primula under navnet P. edgeworthii som den hed før. Men man kan læse i decembernummeret 1998 af The New Plantsman side 211 til 213, at efter botanikerne i mange år har haft svært ved at identificere denne lille primula, er de nu endelig blevet enige om, at den skal hedde Primula nana. Navnet har den fået af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1785-1854). I 1824 havde Nathaniel Wallich beskrevet P. nana ud af tre planter, der var indsamlet i Tibet. Den gang vidste man ikke at denne lille plante havde den egenskab,  der hedder heterophylli ”forskelligbladet”. Det betyder at den efter blomstring danner nogle sommerblade som er forskellige fra forårsbladene. Dette gjorde at der med tiden blev givet flere forskellige navne til de indsamlede planter af denne art. Derfor må man vel, indtil botanikerne måske finder på at føre den tilbage til et af de andre navne, bruge det langt nemmere navn P. nana. Primula nana gror i fugtige skove, gerne nær ved vandløb. Blomsterfarven kan være ret varierende fra violet, lilla, lyserød, til hvid og blå.

PRIMULA SONCHIFOLIA.

Primula sonchifolia er sammen med en gruppe på ni arter, der alle får en stor hvileknop om vinteren. Knoppen er dækket af hvid/gult mel og kan måle helt op til 5 cm. i diameter. Jeg dækker alle mine Petiolares Primula mod regn om vinteren og dette gælder også de arter, der får en hvileknop. Primula sonchifolia gror i naturen på våde bjergenge under Rhododendron. De blomstrer inaturen i maj-juli, men i kultur kan de begynde at blomstre allerede i februar- marts måned. At formere Petiolares primula fra frø er ikke noget af det nemmeste og dog, hvis blot frøene er friske spirer de rimelig godt. Jeg var heldig i 1994 at få fingre i noget frø fra nogle sjældne primula indsamlet i Yunnan af Clark, Wilson og Nielsen. Frøet jeg fik var ikke friskt og det meste spirede ikke, men efter 2 år kom der en enkelt spire ved Primula sonchifolia. Den blev passet og plejet med vand og drivhusgødning og det viste sig, at den var anderledes end den jeg havde i forvejen. Denne her plante        var mere mørk i blomsterfarven, bladene mere savtakkede og med røde bladnerver. Jeg havde den på et skygget sted under en cypres, hvor den såede sig selv (3-4 planter). Dog syntes jeg at jeg lille finde et bedre sted til den i haven. Dette resulterede i, at de alle gik ud.

PRIMULA BHUTANICA.

Primula bhutanica er nok en af de smukkeste af alle Petiolares, de klare lyseblå blomster med gul øje kommer tidligt forår, lige efter de melede blade er kommet frem fra den overjordiske hvileknop. Den hører til samme gruppe som P. sonchifolia, hvor der som sagt er ni arter der alle får en stor overjordisk hvileknop. Alle ni arter fra denne gruppe får som P. nana i løbet af deres vækstperiode, to slags blade. Først kommer der nogle der er næsten ustilkede og omvendt ægformede ved blomstring, senere på sæsonen bliver de tydeligt stilkede og trekantede.

PRIMULA PULCHRA

Den sidste primula i sektionen Petiolares jeg vil nævne, er en lille plante i undersektionen Griffithii. Blomsterstilken på P. pulchra strækker sig til 3 cm, muligvis lidt mere; herpå kommer 1-10 mørkeblå til violette blomster, 30 mm i diameter og med et lille gult til orange øje. Fra en spids, oval, mørkegrøn til rødlig hvileknop kommer de små mørkegrønne, let skinnende, takkede blade, 9×3 cm, som sidder på en lille stilk. Bladene er som hos de før nævnte heterophyllous, altså ”forskelligbladet”. Det er en sjælden lille plante, selv om den forekommer over store områder fra central Nepal til øst Sikkim, nordøst Bhutan, sydøst Tibet og i Assam. I naturen gror den på fugtige, kolde,  isfyldte, tyndt bevoksede bjergskråninger eller høj-alpine græsenge i en højde af 3500-5000 m. Jeg købte mit eksemplar af P. pulchra på Amberton Nursery i 2002. I min have fik den en skygget, kølig og fugtig placering,  den voksede ikke, men der var blomst i den de næste par år men uden at sætte frø; derefter døde den. Da jeg derefter kontaktede Ron McBeath pr. e-mail for at købe et nyt eksemplar, kunne han fortælle mig at hans planter heller ikke havde sat frø, og han troede det måske skyldtes at de var selvsterile, måske fordi de planter han havde haft, stammede fra deling af samme plante.

 

Ud over de dyrkningsforhold jeg har nævnt, er der yderligere et par ting man bør tænke på, hvis man vil dyrke Petiolares primula. Ud over at de kræver at blive plantet i en kold, fugtig, humusholdig spagnumjord, i halv til hel skygge, vil de i vækstperioden gerne have en kompost af spagnum, humus, som kan være godt omsatte bøge- eller egeblade og gamle nåle fra ædelgran, f.eks. Nordmanns eller Nobilis. I denne kompost blander man noget langtids omsat gødning; her anbefaler jeg ”Osmocote”. Førhen brugte jeg kød og benmel, men da dette ikke kunne købes mere, blev jeg af en forhandler rådet til at bruge ”Animix”. Måske var det mig, der blandede det forkert, for det kostede mig 5-6 planter. Hen engang i november lægger jeg et ”tag” over mine Petiolares primula. Taget, der kan være noget sammenbukket plast eller en halv lerpotte, beskytter planten mod al den vinterregn, vi får her i Danmark. Det er meget vigtigt at ”taget” ikke lukker så tæt, at der ikke kan komme luft til planten. Det beskyttende tag fjerner jeg tidligt forår, når jeg kan se planten begynder at gro.